onsdag den 9. januar 2013

ChromeBook - erfaringer

Advarsel: I denne blogpost er fokus på de særlige udfordringer, ChromeBook har givet mig. Jeg skriver ikke meget om de særdeles positive oplevelser, jeg har med ChromeBooken, som jeg også regner med helt skal erstatte min bærbare. Det er en lækker computer, der fungerer super - når man lige vænner sig til nogle nederen ting - og noget som er ‘for dumt’. Fantastisk bare at åbne den, og så er man i gang - 7 sekunder! Man smækker låget og holder pause, så kommer man lige i tanke om, at ... Og vips er man på og inde i gen. Fantastisk!

Vi har i længere tid i vores afdeling talt om, at det kunne være interessant at få lov til at afprøve en ChromeBook. Ud fra hvad vi har læst om ChromeBooken, lyder den som et godt bud på en ‘computer’, der er ideel i en undervisningssammenhæng. Ikke mindst fordi programmer og andre ressourcer ikke er lagret på den lokale maskine, men i stedet er placeret i skyen. ChromeBooken er således blot en måde at interagere med ens materialer og programmer på - den er en avanceret browser med tilhørende skærm og tastatur.
Derfor var det med spænding vi åbnede kasserne, da de ankom i mandags.
Maskinen blev pakket ud, manualer - quick start guiden - blev lagt til siden efter klistermærket med Chrome-logoet var hentet ud af plasticposen.
På netværket og opret bruger gik lynhurtigt. Det er en fordel, når man har en google-konto i forvejen. Der er nogle ting, man lige skal vænne sig til, men ellers går alt rigtig hurtigt.
De første dage er gået med at aflære de reflekser, man bruger, når man gør noget normalt med sin computer. Det er den hukommelse, der sidder i fingrene. Et godt eksempel er højre musetast i forbindelse med mousepadden. Jeg bruger rigtig meget musetasterne. Venstre tommelfinger ligger konstant på venstre musetast, mens de 9 andre fingre gør resten af arbejdet på tastaturet. Der er, for mig, praktisk, og det fungerer rigtig godt. Men der er ingen musetaster på ChromeBooken. Der er kun en rimelig stor mousepad. Og højreklik findes derfor ikke. I stedet skal man med to fingre trykke ned på mousepadden. Og når jeg så normalt venstreklikker, så kommer jeg til at højreklikke, fordi højre tommel ‘hviler’ på moursepadden.Tilsvarende har jeg også savnet delete-tasten. Man er nødt til at stille curseren foran det sted, man vil have slettet og så bruge backspace.
I forhold til programmer er der også tilvænning forbundet med, at de kendte MS-programmer ikke ligger på computeren. Med Google Drive er det naturligvis ikke noget problem. Dog er Outlook - MSs mailprogram - en lidt større udfordring, da det jo ikke blot kan ersattes med Google Mail, da min arbejdsmail er knyttet til Outlook. For at tilgå mail og kalender, må man/jeg oprette en netforbindelse via vores intranet. Det er heller ikke det store problem, og det kører udmærket. Layoutet er dog meget mere begrænset og rent ud sagt: grimt.





Programmerne på eller rettere til ChromeBooken ligger som enten som applikationer eller som udvidelser til Chromebrowseren. Applikationer åbnes på samme måde som computerens programmer. Forskellen er naturligvis, at applikationerne ligger i skyen i stedet for på computerens harddisk. Chrome-udvidelser er små programmer, der ligger som ikoner ved siden af søgefeltet (programlinjen?) Apps og udvidelser fungerer fint, men jeg savner især et lille program, som jeg har brugt rigtig meget, nemlig det lille klippeprogram, der ligger i Windows. Det er det enkleste og alligevel bedste klippeprogram. Man markerer feltet, man vil klippe og noterer evt. i klippet, navngiver det og lægger det i et bibliotek. Smart og nemt. Jeg har ikke været i stand til at finde et lige så nemt program som udvidelse, selvom der er mange klippeprogrammer. Men jeg leder stadig. Jeg kan naturligvis bruge EverNote eller EduClipper (eller lignende), men de gør processen mere besværlig. Også når man skal bruge klippet igen. Dette er ikke noget problem, hvis der er tale om hele billeder, så kan man bruge udvidelsen add to Drive, hvor man så gemmer et billede i Google Drive. Problemet er, at jeg til tider klipper i noget, der ikke nødvendigvis defineres som billede - eller jeg klipper et fragment af et billede.
Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg kan organisere mine apps, så de ligger på en smartere måde end i en tilfældig rækkefølge efter, hvornår jeg har hentet dem. (Jeg havde, inden jeg fik ChromeBook, allerede lagt en hel del apps ind, da jeg i længere tid konsekvent har brugt ChromeBrowseren og apps knyttet til Google).
De beskrevne forhold er sikkert blot spørgsmål om tilvænning. Men der er også mere alvorlige ting at indvende - eller arbejde med i brugen af denne maskine, som jeg ellers er helt vild med.
Det første er noget, der simpelthen er for dumt. Fordi producenten ikke har fået produceret dansk tastatur sidder der små klistermærker på ca. halvdelen af tasterne. Disse klistermærker mærkes som skarpe modstande, når man skriver - især når man bruger tifinger, som jeg gør, er det frygtelig irriterende. Fingrene ‘snubler’ til tider over tasternes klistermærker. Dette problem forsvinder, når man forhandler en rigtig dansk version.
Fraværet af en VGA-udgang er også et problem. Der er gangske vist en HDMI-udgang, hvilket alligevel erstatter VGA og SVGA (eller hvad de nu hedder), men det er så alligevel ikke en HDMI-udgang ifølge dansk/europæisk standart, så man er nødt til at bruge en adabter/converter. Det er sindsygt irriterende, og det kommer til at betyde, at man står og skal præsentere et eller andet et eller andet sted på et tidspunkt, og så kan man ikke forbinde sin ChromeBook med projektoren, fordi man har glemt converteren. Dette problem forsvinder vel også med en dk udgave.
Så kommer den vel nok største udfordring - fraværet af Java-understøttelse. Det betyder ikke alene, at man ikke kan benytte netbank. Det betyder også, at man ikke kan deltage i livemeetings over BlackBord Collaborate (tidligere Elluminate), hvilket jeg eller har brug for i min deltagelse i en MOOC. Der er angiveligt også problemer med brug af Adobe Connect, som er vores institutions foretrukne synkrone samarbejdsværktøj. Vores it-afdeling advarer mod Chromebrowseren til brug, når man bruger Adobe Connect, og jeg har læst et sted, at Adobe Connect benytter Java (hvilket jeg ikke helt ved, hvad vil sige, må jeg indrømme). Jeg har dog gennemført et Adobe Connect, men med vildt store lydproblemer - også større end dem, jeg normalt støder på med Adobe Connect, som har udfordringer med lyd - siger min erfaring mig.
Udfordringen med Java er den største lige i øjeblikket - især hvis det betyder, at der er gode samarbejdsprogrammer/-værktøjer, man ikke kan bruge - og at man ikke kan gå på netbank. Mobil-banking er delvis en løsning på det sidstnævnte, men det første nævne er der i øjeblikket mig bekendt ikke en løsning på. I Google Play (markedet i Google) har man tidligere kunne hente en udvidelse Rndr, der kunne kompensere for Java ved at hente Java plugins ind, så man alligevel kunne gøre det, man kan med Java (tydeligt, at jeg ikke er rigtig techie-nørd), men den fungerede ikke ordentlig, og den er nu fjernet af producenten, netop fordi den ikke fungerede sammen en del af Chromes øvrige services.





Denne lange opremsning af anker eller udfordringer - hvoraf nogle måske kun skyldes min manglende indsigt (og jeg ser frem til at blive korrekset af dem, der ved bedre og er mere erfarne/dygtigere end jeg er) - skal ikke dække over de mange kvaliteter, der er ved Chromebooken. Jeg er SÅ glad for at arbejde på den.
Jeg vil dog ikke anbefale den til skole-/ungdomsuddannelsesbrug, da jeg her tror, at klistermærketastaturet er for stor en barriere for at den vil blive betragtet som en godt alternativ til børnenes/de unges egne eller skolernes computere. Til forsøg i Folkeskoler og ungdomsuddannelser fungerer det fint, da man i forsøg kan se bort fra nogle forhold, der kan tilskrives forsøgets karakter af at være forsøg.
Jeg ser i øvrigt også frem til at blive mere erfaren bruger - og det er muligt, at når jeg har brugt ChromeBooken en månedstid, at jeg kalder alle udfordringspunkterne tilbage. Det håber jeg, for jeg er sørme glad for at bruge den.

onsdag den 2. januar 2013

Nærvær, samvær og netvær - om sociale medier og undervisning


De sociale medier spiller en stor rolle i (post)moderne menneskers sociale liv. På Facebook, Instagram, Twitter og lignende steder ’mødes’ folk for at bekræfte hinanden i deres gensidige betydning og for at dyrke fælles interesser. Mange bruger sociale medier både private og professionelle forhold – og mange gange kan det måske være svært helt at skelne, hvornår der er tale om det ene og det andet.

Man kan diskutere sociale medier på mange forskellige måder, og man kan lægge en kritisk – det overfladiske pseudo-samvær – og en bekræftende – det demokratiske gode at alle kan producere og dermed blive hørt – vinkel. Begge poler har fat i noget, og positionerne viser, at det ikke så meget handler om, hvad de sociale medier er, men mere om, hvordan de bruges og til hvad.

I den offentlige debat er det især bekymring – eller det modsatte – for ’de unge og børn’, der er i fokus. Ved overgangen mellem 2012 og -13 advarede dronning Margrethe de unge om ikke at fortabe sig i sociale medier, mens statsminister Thorning omvendt besang de unges evne til at tage ny teknologi til sig. Igen to lidt ligegyldige markeringer, da de begge og især den sidste tilbagestod som tomme ’statements’, der ser bort fra forskellighederne i brugen af sociale medier.

Når der er god grund til at holde fokus på børn og unge, også når det gælder sociale medier, hænger det sammen med, at sociale medier også spiller en afgørende rolle i de opvoksendes identitetsarbejde. I overgangen fra nærværet i familiens omklamrende og trykke favn til mere jævnbyrdig samvær kan børn og unge komme til at virke utroligt skrøbelige. Det er ikke uden frygt og bæven, at forældre og ligesindede betragter de opvoksende som særligt udsatte. Og som altid i den slags situationer skal man finde en balance mellem at lade dem prøve sig frem og gøre egne erfaringer på den ene side, og beskytte, advare og oplyse på den anden.

De forskellige former for brug af sociale medier sat ind i en kontekst af undervisning er det, man finder i den ganske udmærkede udgivelse Sociale netværkssider som tekst og kontekst redigeret af Henny Stouby og udgivet af VIASystime. Bogens målgruppe er kommende og nuværende lærere og pædagoger. I syv kapitler skriver antologien en række problemstillinger frem som er – eller bør være – centrale for voksne, der har med borgere i den transformative alder at gøre, for nu at forsøg at undgå at skrive børn og unge.

Malene Charlotte Larsen skriver en lang introduktionsartikel om sociale medier og børn. Hun sætter de sociale medier ind i en mediehistorisk kontekst og gennemgår unges brug af sociale medier i en række temaer: venskaber, identitet, risici osv. ”Det særligt ’sociale’ ved disse teknologier eller praksisformer – og det, der adskiller dem fra tidligere medier – er deres evne til at skabe en løbende kontakt og sammenhørighed i brugernes hverdag samt muligheden for at skabe indhold i fællesskab,” siger hun blandt andet.

Her har Larsen fat i noget af det afgørende, nemlig at det med sociale medier handler det om praksisformer, og hvordan de sociale medier kan understøtte fællesskabsorienterede praksisformer og give indblik i og adgang til nye praksisformer. Dermed er også indikeret, at der ligger et stort lærings- og undervisningspotentiale i disse medier eller platforme, hvilket udfoldes endnu mere i de sidste artikler i bogen.
Larsen og flere af de andre skribenter er også inde på det særegne ved sociale medier, at de på en gang er egocentriske og personlige og samtidig sociale og dermed understøtter samhørighed, socialitet og samarbejde. ”Sociale netværkssider adskiller sig især fra tidlige tiders communities i kraft af, at de er egocentriske og struktureret som personlige netværk., der sætter individet i centrum af sit eget community.”
De sociale medier understøtter en individualisering og personalisering – hvilket kritikere ikke har været sene til at få øje på – men samtidig understøtter de også sam- og nærvær. Derfor taler Larsen også om en netværksindividualisme, hvor ”sociale aktører på den ene side gennemgår en forstærket personalisering og individualisering, imens de på den anden side bliver mere og mere forbundne til og gensidigt afhængige af hinanden.”

Larsen har skrevet en udmærket indkredsning af feltet: sociale medier for børn og unge. Og generelt er bidragene gode og interessante. Jeg synes måske, der er lidt for lidt kød på Jette Kofoeds artikel om mobning, selvom hun har en rigtig god bærende pointe om, at entydighedshistorien – hvor der i behandlingen af mobning opereres med en klar offer-bøddel-rolle-tildeling  – ikke er præcis ”nok som ramme for forståelse af, hvad der foregår blandt børn og unge, når nogen skubbes ud af fællesskabet.” Hun har også en god pointe om, at der opstår mange forskellige tider og tidsopfattelser, når vi har at gøre med ”cyberkonfigurerede relationer”.

Anne Petersen har nogle udmærkede betragtninger over Facebookbrug som en kendt genre, når hun viser, at mange unge bruger det som en venne- og poesibog.

Erika Zimmer Brandt fortaber sig i en række relativt uinteressante spidsfindigheder inden for systemteorien, som om hun lige skal have begreberne på plads for sig selv. Det lykkes hende ikke at vise, at der er noget vundet ved at benytte Luhman som øjenåbner i forhold til sociale medier.

De tre sidste artikler er udmærkede – Raffaele Brahe-Orlandi har en balanceret demonstration af, hvordan man kan gå kritisk reflekteret til Facebook og samtidig gøre brug af det som undervisningsobjekt og som et værktøj i undervisningen. Han gør sig til talsmand for at inddrage Facebook i læreruddannelsen som noget, der styrker tværfagligheden.” At udnytte sociale netværkssider som læringsstilladserende platforme, hvor elever udvikler projekter og ideer i fællesskab igennem kollaborative arbejdsformer, og hvor læring foregår igennem deltagelse i en fælles praksis.” Man mærker her Lave og Wenger som en forståelseshorisont for opfattelsen af læring som deltagerbestemt og situativ, hvilket bliver endnu tydeligere i Kirsten Lunds artikel. Lund henviser til Sfards beskrivelse af to læringsformer. Læring kan enten forstås som tilegnelse, hvilket lægger op til en formidlende undervisningsform, eller læring kan forstås som deltagelse, hvilket lægger op til, at de lærende må være aktive og producerende for at lære. Denne forståelse passer rigtig godt med Siemens forestilling om læring som netværksdannelse, da det er i produktion – løsning af problembaserede opgaver – at man lærer, og dette faciliteres gennem netværksdannelse, hvor man kan trække på hinandens indsigter og tidligere erfaringer.

Det må dog undre, at Lund i en artikel om ’Sociale netværkssider som vidensmedier i skolen’ slet ikke henviser til nyere litteratur om vidensmedier. Dette er en klar mangel. I det hele taget er der generelt en del referencer, man kan undre sig over fraværet af i antologien.

Endelig skal også redaktøren Henny Stoubys artikel nævnes. Stouby har den mest direkte anvendelige artikel for undervisere – uanset om det er på professionsuddannelserne eller i folkeskole og gymnasium. Stouby har nogle korte teoretiske markeringer om genrer og tekster. Hun skriver, at man kan anvende sociale medier i medieanalyse, ud fra spørgsmålet om socialitet og fællesskab og endelig ud fra et perspektiv om videndeling og samarbejde. Altså, man kan gøre sociale medier til genstand for analyse, eller man kan se på det ud fra en (mikro)sociologisk og psykologisk vinkel, eller man kan se på det ud fra et synspunkt om vidensproduktion (opgave-didaktik).

Ved at trække på sproghandlingsteori udvikler Stouby en ganske fin analysemodel, og hun beskriver et konkret aktionsforskningsprojekt med gode og brugbare iagttagelser. Her kan dansklærere på forskellige uddannelsesniveauer bare plukke og lade sig inspirere.
Som det er fremgået, synes jeg, at Sociale netværkssider som tekst og kontekst er en fin udgivelse, som vi har manglet. Den skal hermed være anbefalet alle, der interesseret sig for feltet it og læring/undervisning.